Route 66 - Vejen var målet - ikke LA

Det var ikke i sig selv mit mål at nå Santa Monica i Los Angeles, men kun at køre så meget som muligt ad Route 66. Vejen, Route 66, førte mig så til Santa Monica. Vejen var målet - ikke Santa Monica. Jeg havde nået målet. Jeg havde kørt hele Route 66 fra Chicago til Los Angeles. Rejsen var slut.

Det var begyndt som en ide. En gammel drøm. Nu var drømmen blevet til virkelighed. Jeg havde kørt Route 66. Jeg var lidt tom indeni og kunne ikke koncentrere mig. Så mange indtryk, så mange kilometer, så mange skilte, tankstationer og diners. Indtrykkene fløj rundt og kunne ikke finde ro.

"For my part, I travel not to go anywhere, but to go.
I travel for travel's sake. The great affair is to move".
Robert Louis Stevenson, Travels with a Donkey in the Cévennes (1879).

"The great affair is to move" - Jeg havde også været i bevægelse. At følge landevejen Route 66 havde ført mig gennem små amerikanske byer, vist mig mange amerikanske bil-ikoner, inviteret mig indenfor på hyggelige spisesteder, forbi neon-skilte fra en svunden tid og ført mig til attraktioner. Route 66 havde bragt mig fra øst til vest.

Det praktiske i bevægelsen havde Miss Murano taget sig af. Min japanske Nissan Murano havde sikkert, blidt, målrettet og meget økonomisk efter amerikansk målestok ført mig næsten tværs over USA. TAK.

Jeg havde været skuffet over ikke at skulle køre i en amerikanerbil. Skuffelsen fortog sig efterhånden som jeg kom vestpå og lærte Miss Murano at kende. Hun gjorde det godt og japanske biler er ved at overtage vejene i USA. Den amerikanske bil-industri lider. Salget er mere end halveret på et år og tiden for de store benzinslugere er forbi. Der vil blive længere og længere mellem Hummer og Surburban på de amerikanske landeveje.

Jeg havde set mange kilometer asfalt. Jeg havde set gode veje, mindre gode og veje som trængte til besøg af et asfaltfirma. Mange byer langs Route var døden nær i 1980’erne. Nogle blev til vejside attraktioner på historiske Route 66. Andre byer sov stille ind og døde. Trafikken flyttede til de store gode Interstates, der hurtigt kunne bringe den rejsende fra A til B. Handlen gik samme vej. Truckstops ved Interstate frakørslerne med kedelige kæde-fast-food-restauranter tog over og "dræbte" de små hyggelige privatejede diners i små søde byer.

Men Route 66 lever stadig. USA lever stadig. Main Street America lever stadig og en tur ad Route 66 bragte mig forbi mange amerikanske ikoner. Der er meget mere til USA end det billede som TV tegner fra New York og Californien. Det havde været en tur gennem hjertet af Amerika ad Main Street America. Jeg kan kun varmt anbefale andre at tage en tur fra Chicago til Los Angeles gennem otte stater ad Route 66.

Get your kicks on Route 66

Min japanske Nissan Murano.

Hvis du vil vide mere...
Der findes mange bøger om Route 66. Der findes også mange gode guidebøger om Route 66. Men skal man køre hele strækningen fra Chicago til Los Angeles og vil man følge så meget som muligt ad de oprindelige kilometer, så ”Jerry McClanahan: EZ66 Guide for Travelers” fra 2005 bogen.

EZ66 har detaljerede beskrivelser og mange gode kort og ruten er beskrevet så den kan køres både fra øst og vest. Det rigtige er helt klart at køre fra øst mod vest, men det andet er selvfølgelig også en mulighed, men ikke i mit tilfælde. Det skulle være fra øst mod vest, fra Chicago til Los Angeles, fra Midtvesten og køerne til Stillehavet og drømmene.

Hjemmesider
www.national66.org - National Historic Route 66 Federation.
www.route66guidebooks.com - Her er alle mulige guidebøger om Route 66 nævnt.
www.il66assoc.org - Route 66 Association of Illinois.
www.missouri66.org – Route 66 Association of Missouri.
www.oklahomaroute66.com – Oklahoma Route 66 Association.
www.rt66nm.org – New Mexico Route 66 Association.
www.azrt66.com – Historic Route 66 Association of Arizona.
www.cart66pf.org – The California Route 66 Preservation Foundation.

Route 66 - Barstow til Santa Monica, LA

Sidste dag på vejen. Min tur ad Route 66 var ved at nå sin afslutning. Jeg havde stadig en tur hen over bjergene for at nå LA, men med de mange kilometer jeg havde bag mig var det kun en form sag.

"Won't you get hip to this kindly tip
And go take that California trip
Get your kicks on Route 66
Get your kicks on Route 66"
Bobby Troup, Route 66.

Barstow kørte jeg hurtigt agterud og kom af sted mod mit mål Stillehavet. Lenwood, Hodge, Helendale og Oro Grande førte mig til Victorville, hvor historiske Route 66 igen smeltede sammen med Interstate-40 og gav mig god fart sydpå til LA. Kom over bjergryggen og Cajon Summit og fik endnu mere fart i Miss Murano.

Flaskepark på Route 66 mellem Barstow og Victorville, Californien.

Skippede San Bernadino. En fejl - næste gang er du med. Nu gik det gennem LAs forstæder. Los Angeles er 13 mio. indbyggere og 24 byer, der er smeltet sammen til et område på størrelse med Sjælland. LA er en verden og et land for sig selv med mere end dobbelt så mange indbyggere som i Danmark.

Mad på Norms.

Kom til steder jeg kendte fra TV. Kom til de kendte stednavne, bydele og gader. Pasadena, Sunset Blvd., Hollywood Blvd. og havde udsigt til HOLLYWOOD-skiltet inden jeg fandt Santa Monica Blvd., der førte mig til stranden og Santa Monica Pier.

Typisk hus i Bel Air, LA.

Kørte lige omkring hjørnet af Lincoln Blvd. og Olympic. Det er her den ”rigtige” slutning af Route 66 findes. Oprindeligt små 4.000 km fra Chicago. Slutningen er nu flyttet. Den lille mindeplade for Route 66, Alle Vejes Moder og USAs hovedgade står i parken ved Ocean Drive med udsigt til Santa Monica Pier.

Jeg kom ned til Ocean Drive og centrum af Santa Monica og fandt mit hotel. Santa Monica virkede som en by i byen. Som en stor provinsby med sit helt eget liv, lidt udenfor LAs dynamiske heksekedel.

Santa Monica, Los Angeles, Californien.

Slut på Route 66 og slut på mit eventyr gennem otte amerikanske stater ad Route 66. Jeg var nået fra Chicago og de store søer i det centrale USA til drømmenes Hollywood og Santa Monica og Stillehavet i Los Angeles.

Pariserhjulet på Santa Monica Pier.

Endelig Stillehavet. 266 km blev det på min sidste dag ad Route 66.
Dagen havde bragt mig det sidste stykke fra [J] Barstow til [K] Santa Monica, LA.

Route 66 - Williams til Barstow

Nu kommer den rigtige del af Route 66. Det er jo ikke rigtigt. Hele vejen fra Chicago til LA er den rigtige Route 66. Det er bare det mest spændende, bedst bevarede, mest autentiske og med det bedste klima stykke Route 66 jeg skal ud på gennem det vestlige Arizona.

Williams er for mange udgangspunktet for en tur til Grand Canyon-kløften og et af verdens naturvidundere, men for mig var det udgangspunktet for det næste ben af min Route 66 rejse mod vest.

“You'll see Amarillo
Gallup, New Mexico
Flagstaff, Arizona
Don't forget Wynonna
Kingman, Barstow, San Bernardino”
Bobby Troup, Route 66.

Williams, Arizona.

Amarillo, Gallup og Flagstaff havde jeg bag mig og jeg havde heller ikke glemt Wynonna. Forude ventede Kingman, Barstow og San Bernardino i udkanten af Los Angeles.

Landskaberne i det vestlige Arizona blev mere og mere tørre. Efter Williams kom Ash Fork og så Seligman. En by som helt og gennemført er ånden af Route 66. Hovedgaden i Seligman er totalt dedikeret til landevejen. En helt igennem Route 66 by med smag af moteller, diners, kaffeshops, gamle biler i alle hjørner og langs hovedgaden.

I slutningen af 1970’erne blev Seligman forbigået af Interstaten. En skæbne var skrevet i sten, men det skulle ikke blive en gravsten. Byen og Juan og Angel Delgadillo ville det anderledes. Juan Delgadillo havde siden 1953 haft Snow Cap Drive-In og Angel Delgadillo var frisør/barber i byen. De 2 x delgadillo ville ikke bare lade stå til. Med deres indsats og energi er Route 66 blevet til Historic Route 66 og Snow Cap-In eksisterer stadig.

Mere end 50 år har Snow Cap-In eksisteret og maden er er OK, men årsagen til Snow Cap-In er kendt i store del af verden er serveringen og den underholdning der følger med. Små tricks og jokes er en selvfølgelighed, når maden bliver langet over disken.

Juan Delgadillo er gået bort og sønnerne John og Robert har taget over og forsøger at fortsætte traditionen med sjov og ballade, som har gjort Snow Cap og Juan Delgadillo til en Route 66 legende.

Med motel Route 66 skiltet i Seligman i ryggen tog jeg Route 66 buen nord om Interstate-40. Et af de bedste vejstrækninger af den historiske landevej. Kom gennem Grand Canyon Caverns, Peach Springs og Valentine inden jeg tog et "root beer Route 66" stop i den gamle købmandsbutik i Hackberry. Root beer er ikke en øl, men en sodavand a la coca cola, men med mint/tyggegummismag.

Udenfor købmandsbutikken holder en klasisk Route 66 bil. En rød Corvette fra 1950’erne. Bag ved den lille købmandsbutik med 50 diner i hjørnet holder en stor samling antikke biler.

Et stykke nord for Kingman begynder indflyvningen til byen. Et langt lige stykke landevej, der føles som en landingsbane fører til Kingman.

Vest for Kingman, Arizona.

Cool Springs, Arizona.

Fra Kingman gik det stik vest mod Cool Springs og gennem bjergene til Oatman, hvor jeg midt i byen blev mødt af æsler der spærrede vejen. En gruppe turister blev overfaldet, næsten "fanget" af en flok æsler, hvoraf to jagtede en stor dreng. Han havde fodret æslerne, men var løbet tør for gulerødder og det havde æslerne svært ved at acceptere.

Oatman er en spøgelsesby. Uden Route 66 havde byen ingen beretigelse eller eksistens. Oatman lever for og af landevejsfarere der kører Route 66 og kommer forbi. Oatman er et naturlig og obligatorisk stop på turen fra Chicago til Los Angeles.

Bagdad Cafe.

Fra Topock kørte jeg over Colorado River til Needles, Goffs, Fenner, krydsede Interstate 40, over Cadiz Summit, forbi skiltet ved Amboy til Ludlow og Newberry Springs med Bagdad Cafe, hvor jeg stoppede for kaffe og pie.

Jeg landede træt og godt brugt i Barstow. Det havde været en lang dag med mange indtryk og masser af gode Route 66 km.

618 km. En lang dag med masser af asfalt, støv og ørken. Jeg var kommet fra [I] Williams til [J] Barstow.

Route 66 - Gallup til Williams

Jeg kørte over bygrænsen og forbi byskiltet til Gallup og fandt igen den åbne landevej vestpå. For 9. gang startede jeg en dag på Route 66 med at have morgensolen i horisonten i bakspejlet.

"Perhaps it's in our blood,
maybe it's just in our history,
but surely it's in the American vein
to head out for some other place..."
William Least Heat-Moon, Blue Highway (1982)

Efter 20 miles kom jeg til Lupton og grænsen mellem New Mexico og Arizona.

Landskaberne fortsatte i Arizona med at virke minimalistiske, uendelige og meget tørre. Intet kan dyrkes her i kaktusernes land. Kom forbi Allantown, Querino, Sanders, Chambers, Navajo og den malede park - nationalparken Painted Desert.

Jeg trillede ind i Holbrook.

I Holbrook ligger Wigwam Motel på 811 West Hopi Drive. Beton-teepeer bygget i 1950 og for nyligt renoveret, så det igen er en fornøjelse at overnatte på en Route 66 ikon. Wigwam Motel er et af syv beton-teepee-moteller der skød op i USA i årene 1933 til 1950. Det første beton-teepee-motel var i Horse Cave, Kentucky.

Holbrook Wigwam Motel er det ene af to der har overlevet tidens hårde tand. Det andet motel ligger længere fremme ad Route 66 i San Bernardino i udkanten af Los Angeles.

Wigwam Motel i Holbrook har været i samme families eje alle årene. Foran "værelserne" holder klassiske amerikanske biler fra 1950'er og 1960'erne. Ikke at der er udsolgt, men det er indehaveren som har krydret teepee'erne med køretøjer der hører Route 66 til.

Lige vest for Holbrook ligger Joseph City og Jack Rabbit Trading Post. I dag en moderne Trading Post med Route 66 souvenirs i form af t-shirts, nummerplader, emalje-sklite, krus med 66, køleskabsmagneter. Pas på krukken med "baby-ratles".

"If you haven't been to the Jackrabbit, you haven't been to the Southwest".

Cruisede gennem down town Winslow og forbi hjørnet. "Standing on the Corner" i Winslow er kendt fra The Eagles sangen "Take it easy". Jeg tog det roligt og lod mig ikke lokke indenfor i de to souvenirbutikker som har besat de diagonale hjørner til statuen der er dedikeret til sangen. Jeg cruisede videre mod vest.

Twin Arrows ved exit 219 var en gang et livligt turist samlingspunkt med tankstation, cafeteria/diner og Trading Post.

Landskabet har igen ændret karakter. Bakker er blevet til bjerge og nåletræerne står tæt. Ved fødderne af San Francisco Peaks ligger Flagstaff. En Flagstaff-anekdote fortæller, at Cecille B. DeMille ville gøre Flagstaff til centrum for film-industrien. DeMille kom fra Østkysten, men den dag han kom til Flagstaff dryssede der sne fra himlen, så DeMille blev på toget og forsatte til Sunny California og LA. Det blev så Hollywood, der blev til Hollywood.

Jeg kom til Flagstaff. Det sneede ikke, men jeg tog alligevel en tur i den lokale shopping-mall. Fandt intet. Prøvede den lokale Walmart. Stadig intet der fristede, så jeg trøste-spiste en "Truckers Special".

På The Railroad Cafe i Flagstaff fik jeg Truckers Special: ”Hashbrowns, scramble eggs, beef ground patty, toast og kaffeog vand”. $7.99 var prisen for dette trucker-måltid.

Jeg kom frem til Williams som var den by der sidst blev omgået af en Interstate. Det skete den 13. oktober 1984. Det betød dødsstødet til Route 66. Vejen og byerne var blevet overhalet af fremskridtet. Det hele skulle gå hurtigere. Der var ikke tid til at køre gennem små støvede byer.

De amerikanske Interstates blev ofte anlagt op til fem km fra de gamle by-centre og det betød at byerne voksede og udvidede efter Interstaten. Nu var det her at der var brug for benzinstationer og diners. Nu ofte i form af fast food kæder. Route 66 blev efterladt med et stort åbent blødende sår.

Parallelt med hovedgaden i Williams ligger jernbanen, Grand Canyon Railway, som hver dag bringer turister på en spændende måde til Grand Canyon. Fra anlæggelsen af sporet i 1901 og til 1927 tog hver anden Grand Canyon turist jernbanen fra Williams når de skulle til kløften. Jeg havde desværre ikke mulighed for dennegang at besøge Grand Canyon, men måtte mindes mit møde med den store kløft for ti år siden.

Go West Young Man. Igen en dag, hvor jeg var kommet længere mod vest. 408 km fra [H] Gallup til [I] Williams.

Route 66 – Santa Fe til Gallup

En tur ad Route 66 handler for mig om at komme tidligt op og tidligt af sted. Nyde de mange lyse timer med oplevelser og indtryk. Ikke med kedelige hotelvægge og intetsigende programmer på TV’et med de 57 kanaler. Nej, komme ud og nyde morgensolen på landevejen, de skiftende landskaber der glider forbi, stoppe og tanke benzin af nød, men ikke mindst kaffe af glæde.

“You'll see Amarillo
Gallup, New Mexico
Flagstaff, Arizona
Don't forget Wynonna
Kingman, Barstow, San Bernardino”
Bobby Troup, Route 66.

Inden jeg forlod Santa Fe fik jeg en tidlig morgenmad hos Pasqual’s. Fik Quasidrilla (pandekage / meksikansk omelet) med guacamole, tomat, smeltet ost og salsa til $8,95 inkl. massser af god sort kaffe.

Morgenmad på Pasqual's, Santa Fe.

Tog endnu en runde. Cruisede gennem den smukke bykerne i Santa Fe, forbi Georgia O’Keeffes museum med de smukke blomstermalerier, forbi The Plaza, forbi domkirken og forbi USA’s ældste kirke.

Klik her og se mere om Georgia O'Keeffe Museum i Santa Fe.

Jeg måtte videre. En skam for Santa Fe kræver flere dage for at komme helt ind under huden. Tid til fordybelse. Tid til at komme ned i gear. Lære historien at kende, se de mange kunstværker på gallerierne, nyde armbåndene i smykkebutikkerne, finde de gode spisesteder i sidegaderne og studere malerierne på museerne. Virkelig indhalere den unikke stemnning af flere kulturer der blendes til en milkshake, der bare skal suges ind og nydes.

Jeg kørte mod syd. Mod Albuquerque. Route 66 følger den gamle spansk-meksikanske vej ”El Camino Real”. Nåede udkanten af Albuquerque og begyndte den lange ”indflyvning” til centrum af byen. Albuquerque er en typisk amerikansk by. Lange, lange, næsten uendelig indfaldsveje fra alle verdenshjørner. Veje der en gang har været byens ypperste, men nu huser nedslidte butikker, indkøbscentre, tankstationer og fast food restauranter. Det er de typiske veje til centrum.

Mad på Milton, Albuquerque.

Milton Restaurant.

Tidlig meksi-amerikansk frokost eller meget sent morgenmad hos Milton på Central Avenue SE mellem High Street og Elm Street i Albuquerque. Fik røræg, rød chilisovs, smeltet ost på en tortilla med salat, tomat og baked beans plus en ekstra tortilla ved siden af og masser af kaffe. $5,75.

Budville.

Jeg var tilbage på Route 66 POST 1937 og fulgte vejen mod vest forbi Rio Puerco, Laguna, New Laguna, Paraje, Budville, San Fidel, Grants, Milan, Prewitt, Thoreau, over Continental Divide, hvor vandene skilles og løber mod hhv. vest og øst, og til Gallup.

Laguna.


Flere træer end Texas. Plateauer, tørt, kløfter, periodisk floder, lange tørre øde strækninger, længere mellem byer, frakørslerne og tankstationerne. Det er New Mexico.



Muffler Man i Gallup, New Mexico.

Gallup
En gammel godbid i Gallup er det historiske El Rancho Hotel fra 1937. De kendtes og filmstjernernes hotel i den new mexicanske ørken, hvis de skulle filme en western i området. På væggene i forhallen hænger masser af billeder fra sort-hvid-filmens storhedstid.



Af nyere film har den Oliver Stone instruerede “Natural Born Killers” med Woody Harrelson brugt Gallup som kulisse. Det var i 1994.

Godt 20.000 indbyggere kalder Gallup for hjem. Og man skal elske det tørre ørkenklima for at synes Gallup er et godt sted at bo. Gennemsnitstemperaturen er 19 grader med udsving fra 7 og 8 grader i december og januar til 32 i juli måned. Fra september til juni er den gennemsnitlige månedlige nedbør mindre end 20 mm.

377 km tættere på mit mål var jeg kommet. Fra [G] Sante Fe til [H] Gallup. Jeg kunne snart ane Californien og havet. Snart.