mandag den 4. maj 2009

Route 66 - Vejen var målet - ikke LA

Det var ikke i sig selv mit mål at nå Santa Monica i Los Angeles, men kun at køre så meget som muligt ad Route 66. Vejen, Route 66, førte mig så til Santa Monica. Vejen var målet - ikke Santa Monica. Jeg havde nået målet. Jeg havde kørt hele Route 66 fra Chicago til Los Angeles. Rejsen var slut.

Det var begyndt som en ide. En gammel drøm. Nu var drømmen blevet til virkelighed. Jeg havde kørt Route 66. Jeg var lidt tom indeni og kunne ikke koncentrere mig. Så mange indtryk, så mange kilometer, så mange skilte, tankstationer og diners. Indtrykkene fløj rundt og kunne ikke finde ro.

"For my part, I travel not to go anywhere, but to go.
I travel for travel's sake. The great affair is to move".
Robert Louis Stevenson, Travels with a Donkey in the Cévennes (1879).

"The great affair is to move" - Jeg havde også været i bevægelse. At følge landevejen Route 66 havde ført mig gennem små amerikanske byer, vist mig mange amerikanske bil-ikoner, inviteret mig indenfor på hyggelige spisesteder, forbi neon-skilte fra en svunden tid og ført mig til attraktioner. Route 66 havde bragt mig fra øst til vest.

Det praktiske i bevægelsen havde Miss Murano taget sig af. Min japanske Nissan Murano havde sikkert, blidt, målrettet og meget økonomisk efter amerikansk målestok ført mig næsten tværs over USA. TAK.

Jeg havde været skuffet over ikke at skulle køre i en amerikanerbil. Skuffelsen fortog sig efterhånden som jeg kom vestpå og lærte Miss Murano at kende. Hun gjorde det godt og japanske biler er ved at overtage vejene i USA. Den amerikanske bil-industri lider. Salget er mere end halveret på et år og tiden for de store benzinslugere er forbi. Der vil blive længere og længere mellem Hummer og Surburban på de amerikanske landeveje.

Jeg havde set mange kilometer asfalt. Jeg havde set gode veje, mindre gode og veje som trængte til besøg af et asfaltfirma. Mange byer langs Route var døden nær i 1980’erne. Nogle blev til vejside attraktioner på historiske Route 66. Andre byer sov stille ind og døde. Trafikken flyttede til de store gode Interstates, der hurtigt kunne bringe den rejsende fra A til B. Handlen gik samme vej. Truckstops ved Interstate frakørslerne med kedelige kæde-fast-food-restauranter tog over og "dræbte" de små hyggelige privatejede diners i små søde byer.

Men Route 66 lever stadig. USA lever stadig. Main Street America lever stadig og en tur ad Route 66 bragte mig forbi mange amerikanske ikoner. Der er meget mere til USA end det billede som TV tegner fra New York og Californien. Det havde været en tur gennem hjertet af Amerika ad Main Street America. Jeg kan kun varmt anbefale andre at tage en tur fra Chicago til Los Angeles gennem otte stater ad Route 66.

Get your kicks on Route 66

Min japanske Nissan Murano.

Hvis du vil vide mere...
Der findes mange bøger om Route 66. Der findes også mange gode guidebøger om Route 66. Men skal man køre hele strækningen fra Chicago til Los Angeles og vil man følge så meget som muligt ad de oprindelige kilometer, så ”Jerry McClanahan: EZ66 Guide for Travelers” fra 2005 bogen.

EZ66 har detaljerede beskrivelser og mange gode kort og ruten er beskrevet så den kan køres både fra øst og vest. Det rigtige er helt klart at køre fra øst mod vest, men det andet er selvfølgelig også en mulighed, men ikke i mit tilfælde. Det skulle være fra øst mod vest, fra Chicago til Los Angeles, fra Midtvesten og køerne til Stillehavet og drømmene.

Hjemmesider
www.national66.org - National Historic Route 66 Federation.
www.route66guidebooks.com - Her er alle mulige guidebøger om Route 66 nævnt.
www.il66assoc.org - Route 66 Association of Illinois.
www.missouri66.org – Route 66 Association of Missouri.
www.oklahomaroute66.com – Oklahoma Route 66 Association.
www.rt66nm.org – New Mexico Route 66 Association.
www.azrt66.com – Historic Route 66 Association of Arizona.
www.cart66pf.org – The California Route 66 Preservation Foundation.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar