Min tur ad Route 66
Jeg husker første gang jeg besøgte USA. Det var i august 1985. Egentligt var det ikke en USA-rejse. Det var en Canada-rejse med en afstikker til USA. Det var ikke engang en dagstur til USA, men bare nogle timer fra Abbotsford øst for Vancouver ned over grænsen til Sumas i Washington State og tilbage igen. Men jeg havde været i USA og lysten til at se og opleve landet nedenunder Canada var vækket.
Så havde mit, via den amerikanske ambassade i København, ansøgte visum da gjort fyldest. Tilbage i 80’erne var det nødvendigt med visum for at komme ind i USA. I dag kan vi indrejse visumfrit, men papirarbejdet er næsten det samme, bortset fra at nettet har taget over.
Siden 1985 har jeg drømt om amerikanske landevej og det frie liv på de uendelige km asfalt ”Over There”. Jeg har kørt mange km i USA. Jeg har kørt Alaska Highway og Highway 1 i Californien, men skal jeg vælge en landevej, en vej som symbolet på USA, så er det Route 66. Vejen har pirret min nysgerrighed i mere end tyve år.
Route 66, vejen som binder USA sammen i mere end en forstand. Ruten er indbegrebet af hvad der er amerikansk. En dag ville jeg tage turen. Hele turen. Alle små 4.000 km. Eller i hvert fald så mange kilometer som det kunne lade sig gøre. Route 66 er ikke og har aldrig være en statisk vej, men et levende organisme som hele tiden har fornyet, udviklet og flyttet sig.
Nu er tiden kommet. Jeg skal afsted ad Route 66 fra Chicago til Los Angeles. Tre muligheder havde jeg med den tid jeg kunne afse til projektet. Jeg kunne vælge motorcykel, motorhome eller bil. Hver transportmiddel sine fordele, sin charme og sine ulemper. Valget faldt på en amerikansk SUV firehjulstrækker.
Jeg husker første gang jeg besøgte USA. Det var i august 1985. Egentligt var det ikke en USA-rejse. Det var en Canada-rejse med en afstikker til USA. Det var ikke engang en dagstur til USA, men bare nogle timer fra Abbotsford øst for Vancouver ned over grænsen til Sumas i Washington State og tilbage igen. Men jeg havde været i USA og lysten til at se og opleve landet nedenunder Canada var vækket.
Så havde mit, via den amerikanske ambassade i København, ansøgte visum da gjort fyldest. Tilbage i 80’erne var det nødvendigt med visum for at komme ind i USA. I dag kan vi indrejse visumfrit, men papirarbejdet er næsten det samme, bortset fra at nettet har taget over.
Siden 1985 har jeg drømt om amerikanske landevej og det frie liv på de uendelige km asfalt ”Over There”. Jeg har kørt mange km i USA. Jeg har kørt Alaska Highway og Highway 1 i Californien, men skal jeg vælge en landevej, en vej som symbolet på USA, så er det Route 66. Vejen har pirret min nysgerrighed i mere end tyve år.
Route 66, vejen som binder USA sammen i mere end en forstand. Ruten er indbegrebet af hvad der er amerikansk. En dag ville jeg tage turen. Hele turen. Alle små 4.000 km. Eller i hvert fald så mange kilometer som det kunne lade sig gøre. Route 66 er ikke og har aldrig være en statisk vej, men et levende organisme som hele tiden har fornyet, udviklet og flyttet sig.
Nu er tiden kommet. Jeg skal afsted ad Route 66 fra Chicago til Los Angeles. Tre muligheder havde jeg med den tid jeg kunne afse til projektet. Jeg kunne vælge motorcykel, motorhome eller bil. Hver transportmiddel sine fordele, sin charme og sine ulemper. Valget faldt på en amerikansk SUV firehjulstrækker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar