torsdag den 23. april 2009

Route 66 starter i Chicago

Route 66 begynder i Chicago og der skulle min rejse ad Route 66 også begynde. Der er syv timers tidsforskel mellem Danmark og Chicago / Midtvesten. Det er godt og kan bruges konstruktivt. Lidt jetlag er aldrig dårligt. I USA giver det mig en god tidlig og rolig start på dagen. Jeg vågnede kl. 03.00, så lidt TV (et tilbud jeg ikke kunne afslå - 57 kanaler giver nogle muligheder), lavede en kop kaffe, fik et langt bad og planlagde min første dag ad Route 66.

På vej ad Ogden Avenue ind til centrum af Chicago.

Velkommen til Chicago, Illinois. Her er jeg på State Street.

Min dag 1 skulle være i Chicago. Det er 18 år siden jeg har besøgt byen med de 2,9 mio. indbyggere og var spændt på igen at gå på udforskning i The Windy City eller The Second City som Chicago kaldes. The Windy City hentyder til vejret og de støjende politikere, mens The Second City hentyder til Chicagos betydning og at den kun overgås af New York City.
Efter den rolige start var det tid at få lidt mere morgenmad, så jeg drog ud i morgentrafikken.

Amerikansk morgenmad på Donkin Donuts
Jeg havde hjemmefra besluttet at min første morgenmad i USA skulle være som en rigtig amerikaner, så jeg kørte ud for at finde en Donkin Donuts. Der er 166 Donkin Donuts butikker i Chicago-området, så med lidt held skulle det ikke vare længde jeg fandt en. Efter 7 minutter holdt jeg foran min butik. De havde åbent og ingen kunder, så jeg gik lige ind og bestilte kaffe, donut og lun bagel med ost – en god amerikansk politimands morgenmad, hvis jeg skal tro Hollywood.

Her begynder Route 66
Alt begyndelse er svær. Det gælder også at finde, hvor Route 66 begynder/slutter i Chicago. Eller rettere sagt begyndte. Problemer er bare at starten på ruten er blevet flyttet flere gange for helt at forsvinde og kun være en nostaltisk brunt skilt med tallene 66 som tegn på en vej som var en gang.
Efter jeg havde tanket op med morgenmad fandt jeg frem til centrum af Chicago og fik parkeret Miss Murano - min bil. Snusede til fods lidt rundt om hjørnet af E Adams Street og S Michigan Avenue, hvor Route 66 begynder – lige overfor The Art Institute of Chicago. Forude venter bare små 4.000 km til LA og stranden ved Santa Monica og Santa Monica Pier.

Her begynder eventyrets vej - Route 66 fra Chicago til LA

Egentligt begyndte Route 66 først på hjørnet af Jackson og Lake Shore drive, men siden 1950'erne har Jackson været ensrettet i østlig retning, så blev Route 66 "Begin"-skiltet flyttet til Adams (ensrettet i vestlig retning - den rigtige retning imod LA) og Michigan.

Jeg havde endnu ikke kørt en km af Route 66 og allerede så prægede vejens navn gadebilledet og vinduerne.

Jeg fortsatte ad Adams over til S State Street, der er fyldt med spændende butikker og fandt en Borders boghandlen. Brugte lige en time på at browse gennem det norme udvalg af bøger. Efter Borders slentrede jeg omkring på må og få uden nogen bestemt retning, men drevet af det næste gadehjørne. Kom over på vestsiden af Chicago River og fandt frem til Lou Mitchells på 565 West Jackson Blvd. Det var blevet tid til lunch, så jeg gik for en bid.

Lou Mitchells far startede forreningen i 1923 og siden har den hyggelige diner været i familiens eje. Klik her og tjek restauranten ud på nettet.



Beef Chilli med Cheddar ost. Lunch på Lou Mitchell's, 565 Jackson Blvd, Chicago.

Resten af dagen (inden jeg skulle i en shopping mall) brugte jeg i og omkring Millennium Park og Cloud Gate og Grant Park langs Lake Michegan.



Den store donut i Millennium Park, Chicago. Den 110 tons tunge "Cloud Gate" af den britiske kunstner Anish Kapoor.

Klik nedenfor og se et filmklip fra dag 1 på min tur ad Route 66


Efter en hel dag med udforskning af Chicago med blå himmel og temperaturer på op til 18 grader fandt jeg en sportsbar overfor hotellet. Fik en god salat med kylling (grillet) og et par Coors Light, så jeg kunne falde helt til ro og være klar til at køre de mange kilometer ad Route 66.

Fakta
Kørte rute: Fra Mainheim Road ved O'Hare Airport Chicago til centrum af Chicago og retur inkl sightseeing.

2 kommentarer:

  1. Planlagde du selv turen?
    Planlagde du den hjemmefra?
    Eller tog du det bare som det kom?

    SvarSlet
  2. Hej.

    Jeg planlagde selv turen udfra det litteratur jeg havde fundet og nettet. Rejsebureauet MyPlanet har en god kør-selv-tur ad Route 66 fra Chicago til Los Angeles, men jeg havde desværre ikke så mange dage (14) til min rådighed.

    Stadigvæk havde jeg planlagt cirka hvor langt jeg ville køre hver dag og hvor jeg evt. kunne bo.

    Der skete enkelte justeringer undervejs, men den overordnede plan holdt hele vejen igennem.

    Hilsen og god tur ad Route 66
    Arne

    SvarSlet