Rejser ad Route 66 fra Chicago til Los Angeles, Californien, USA

Et roadtrip ad Route 66 fra Chicago til Los Angeles er en odyssey diagonalt gennem USA. En tur forbi de typiske amerikanske arketyper. Oplyste neon-skilte, slidte moteller med en lang historie, diners i 50'er-look-a-like med plasticbetrukne stole, truck-stops med billig benzin og billig kaffe kommer hele tiden den rejsende i møde langs Main Street America, som Route 66 også kaldes. Main Street America fordi landevejen går gennem de mest typiske typer af amerikanske småbyer. Dertil findes langs Route 66 en bred udstilling af amerikansk kitch. Findes kun bedre og mere koncentreret på Smithsonians Museum of American History i Washington DC.

Missouri gav mig minder om landskaberne en maj dag hjemme i Danmark. Frodigt og grønt med meget bølgende græs. De bløde kurvede bakker som i Østjylland og indimellem afløst af mere markante og langstrakte bakker a la Kassel eller Ardenner-bjergene. De brune Route 66 skilte var blevet færre end i Illinois, men erstattet af mange reklame billboards. Hver anden butik udenfor byerne var enten ”fireworks” eller ”Adult Video Store”. Det var mit indtryk af Missouri.

66 Drive-inbiografen i Carthage, Missouri.

Halltown, Spencer, Heatonville, Albatross, Phelps, Rescue og Avilla bød på flere små midtvestbyer som jeg ikke kunne skille fra hinanden. Carthage med en endnu levende (genoplivet) Route 66 Drive-In biograf efterlod et lidt dybere spor i min hukommelse.

Kansas
Landskaber og bygninger tog en anden form. En anden verden åbnede sig. Vejen gled blødt forbi et gammelt mineområde, langs jernbanen, over en bro, forbi forladte huse, et 90-grader sving og jeg var pludselig på Main Street i Galanea, Kansas. Virkede øde og forladt. Lidt spøgelsesagtig. En enkelt håndværker arbejdede på en af de mange nedslidte bygninger, men der er lang vej inden Galana kan rejse sig igen.

Kansas har kun 13 miles / 21 kilometer Route 66, men uha, hvor er indbyggere i det sydøstlige hjørne af delstaten stolte af de 21 kilometer. Stoppede i Riverton i Eisler Bros. Grocery and Deli, der holder til i en rød murstenbygning fra 1925. Købte lidt sødt til den videre rejse og tjekkede deres lille souvenirshop i bagbutikken.

På vejen videre til Baxter Springs kom jeg over Marsh Rainbow Arch Bridge. I historiske Baxter imponerede en Phillips 66 Station fra 1930’erne. Efter Baxter kom Oklahoma-skiltet. Ups. Så var de 21 kilometer i Kansas kørt.

Miami, Oklahoma.

Oklahoma
Mit første besøg i Oklahoma. Quapaw, det første bynavn lyder indiansk, men Oklahoma er også en indianerstat. Mellem Miami og Afton er der stadig bevaret oprindelig Route 66 vej fra før 1937. Kun 9 fod bred. 9-foot Hwy. Også kendt som Sidewalk Hwy. Det er mindre end tre meter. Kun et vej spor og en bred rabat. Minder om bagvejene i Queensland, Australien. Vejen blev bygget i 1922. Altså før asfalten blev en del af Route 66. Frem til 1937 var det en officiel del af Route 66. Et sårbar stykke historie der er hård ved nutidens biler.

Ved Vanita spænder McDonald’s buer sig over den fire-sporende Interstate-44 motorvej. Jeg måtte stoppe og indtage lidt fast food, selvom jeg havde svoret det ikke skulle ske på denne tur, men fristelsen var for stor. De gyldne buer eller den gule måge fra vejrabat til vejrabat skulle fejres med et par burgere - nej det blev fajitas som jeg indtog på første sal, mens lastbiler og biler susede forbi under mig.

Chelsea, Bushyhead, Foyil, Sequoyah, Claremore og Catoosa førte mig til Tulsa, der har et downtown der hylder Route 66.

Lige inden den blå hval, mellem Claremore og Catoosa, spænder to store stål-broer sig over Verdigris River. To broer og fire vejbaner. Det er usædvanligt med to broer så tæt ved hinanden. Den oprindelige bro blev bygget i 1936, men trafikmængden steg voldsomt efter 2. Verdenskrig og i 1957 kom bro nummer to til. Lige efter broene kom jeg til den blå hvals park.

Den blå hval i den lille sø er en meget genkendelig attraktion langs Route 66 i Oklahoma. Hugh Davis byggede i begyndelsen af 1970'erne beton-hvalen med rutsjebane som en bryllupsgave til konen Zelta.

Den røde runde lade i Arcadia, Oklahoma.

Rækken af Main Street America-byer i det nordøstlige Oklahoma bragte mig til Oklahoma City. Før 1995 blot endnu en amerikansk by. Ukendt for Danmark. Timothy McVeighs bombe og 168 ofre bragte Oklahoma City på verdenskortet. Første gang USA oplevede terror af amerikanere i Amerika.

Oklahoma City
På vej ind i Oklahoma stoppede jeg ved National Cowboy & Western Heritage Museum på 1700 N.E. 63rd Street. Amerikanerne forstår at opbygge store imponerende og prangede samlinger og udstillinger der tager pusten fra en.

Abe Lincoln holder et vågent øje med cowboysamlingerne.

The National Cowboy & Western Heritage Museum er USAs førende indenfor Vestens historie, kunst og kultur. Museet er grundlagt i 1955 og indsamler, bevarer og udstiller en flot samling genstande med relation til den amerikansk vest.

Uendelige rækker af sammenhængende sale med cowboystøvler, cowboyhatte og westernhelte fylder museet. Imponerede og informativt. Bestemt et par timer værd at browse gennem udstillingerne og så lige hvile benene i 15 minutter i selskab med de amerikanske westernhelte fra Hollywoods stor-lærred.

Klik her og læs mere om USAs National Cowboy & Western Heritage Museum.

Oklahoma City er med godt 500.000 indbyggere delstaten Oklahomas største by. Metro-Oklahoma City har 1,2 mio. indbyggere. Jeg fortsatte mod centrum af byen.

Hele USA og specielt indbyggerne i Oklahoma City blev og er stadig mærket af begivenhederne den 19. april 1995. 168 mennesker blev dræbt, da Timothy McVeigh stod bag en bombe som sprang foran Murrah-bygningen i centrum af byen. Bygningen blev ødelagt. Mere end 100 bygninger i området fik ødelæggelser.

Jeg slutter dagen af med at besøge mindesmærket efter 1995-bomben på 620 N. Harvey Ave i down town. The Oklahoma City National Memorial & Museum blev skabt til ære for de dræbte, de overlevende og de som blev for evigt er mærket og forandret af hvad der skete den 19. april 1995 ved Alfred P. Murrah Federal Building i Oklahoma City. Mindesmærket og museet skal oplyse og fortælle om konsekvenserne ved brug af vold, hvad der skete med forbindelse til bombningen, give håb og gøre at vi mennesker lærer af hændelsen.