Route 66 - Chicago til Bloomington

Route 66 er som en kendis fra Hollywood. Hvis Route 66 var en person så ville det være Harrison Ford. En del af fremtiden som prins Han San i Star Wars, eventyrlig og udfordrende som Indiana Jones og blød og romantisk som i Sabrina eller Regarding Henry. Er det nu rigtigt? Det tog jeg ud for at undersøge på min kør-selv-rejse ad Route 66.

“If you ever plan to motor west. Travel my way, take the highway that's the best. Get your kicks on Route 66.”
Bobby Troup, Route 66.

Route 66 skal køres fra øst mod vest. Med solopgang i ryggen til solnedgang i ansigtet. Ved at køre mod vest følger jeg også USAs udvikling og ekspandering fra en lille flok gamle britiske kolonier på den amerikanske østkyst til Supermagt og verdens 4. største nation i areal og 50 stater fra kyst til kyst plus Alaska og Hawaii. Et godt rejsetilbud med fly, bil og hoteller. En kør-selv-pakke med en god bil og så er det bare af sted på Route 66 og følge USAs historie og udvikling.

Tidligt op. En hurtig kop kaffe. Af sted. Tid til at forlade Chicago via Route 66. I morgensolen forlod jeg via Adams Street og Ogden Avenue det hektiske og dynamiske byliv i Chicago for at køre gennem de rolige og stabile landskaber i landlige Illinois. Jeg havde dyppet fødderne i Lake Michigans ferskvand og forude ventede Stillehavets saltvand.

Route 66 i Illinois var tidligt velsignet med belægning. Enten i form af charmerende røde mursten eller triste grå betonplader a la Hitlers motorveje. Route 66 i 1920’erne var dog ofte kun et spor. I bakspejlet kunne jeg periodisk skimte Chicagos skyline domineret af det sorte tårnhøje Sears Tower med antenner. 108 etager og 527 meter høj inkl. antenner. Uden ”kun” 447 meter.

Sears Tower var en gang verdens højeste bygning – men er helt klart stadig den højeste bygning langs Route 66. Tårnet er USAs højeste og verdens 4. højeste fritstående bygning efter bygninger i Dubai, Toronto og Moskva. I sommeren 2009 omdøbes tårnet til Willis Tower. Navneretten Sears Tower udløb i 2003 og har siden ventet på en pengestærk køber.

Ogden Avenue går sydvest ud af Chicago. Avenuen skærer et bredt sår gennem nedslidte kvarterer og økonomisk handicappede forstæder med trist industri. Slidt og beskidt. Klar til nedrivning eller en ordentlig gennemrenovering.

Ti ting om Illinois
☺ Verdens første skyskraber blev bygget i Chicago i 1885.
☺ Illinois var den første stat til at underskrive loven imod slaveri. Det skete i 1865.
☺ Springfield er statens hovedstad og hjemby for præsident Abraham Lincoln.
☺ Det højeste punkt i Illinois er Charles Mound med 370 meter over havet.
☺ Isen en "sundae" blev navngivet i Evanston.
☺ Den officielle stats-dans i Illinois er square dance.
☺ I Illinois har flere en personlig nummerplader end i nogle af de andre 49 stater.
☺ Forkortelsen ORD for Chicago's O'Hare lufthavn er oprindelig for Orchard Field, der senere blev omdøbt til O'Hare Airport.
☺ I Illinois er det mest almindelig drengenavn Michael og pigenavn Emily.
☺ Chicago Public Library er verdens største offentlige bibliotek med en samling på over 2 mio. bøger.

Min rute
Efter Ogden Avenue kørte jeg til venstre ad Harlem Ave (hwy 43), til højre ved 41. street, der bliver til 43. street, fandt Joilet Road, detour omkring stenbrud der har ødelagt vejen, og igen Joilet Road, til Interstate 55, og ad historiske Route 66 gennem Romeoville mod byen Joilet, forbi Montana Charlie’s Little (meget store) America Flea market (loppemarked) - åbent i weekender i sommerhalvåret, gennem Joilet og videre mod Elwood og Wilmington.

Søsterbyerne Romeoville og Joilet. Hentet fra Romeo og Joliet? Byerne Joilet og Elwood leder mine tanker til Blues Brother-filmen om brødrene"Joliet" Jake E. Blues og Elwood J. Blues.

En grøn gigant med rumhjelm og raket bød mig velkommen til Wilmington. Den seks meter høje kæmpen står ved Launching Pad Drive In. I 1950 og 60’erne var det meget populær med disse gigantfigurer. På vej ad Route 66 går tiden hurtigt. Hastigheden er mange steder 50/80 km/t. Det tager tid at finde den rigtige rute og nyde de mange historiske indtryk plus tage billeder til fotoalbummet.

Da jeg nåede Braidwood plagede sulten mig allerede, så jeg tog en tidlig lunch på Polka Dot Drive In i 50’er stil. Blues Brothers og Marilyn Monroe tog imod uden for restauranten. Miss Murano blev parkeret i en bås med asfalt og jeg selv fandt en bås med bord og sort plasticsofa og min egen bord-juke-box med 50’er musik. Amerikanske ørnemønter gav musik som Ritchie ”La Bamba” Valens eller Elvis ”Jailhouse Rock” Presley. Få nogle få dollars fik jeg burger, fries og vanilla milk shake.

På mæt mave fortsatte jeg mod sydvest ad Route 66 der løb langs jernbanen. Stoppede lige fem minutter lidt nord for Gardner for at se Riviera Roadhouse. En gang spillebule og Al Capones tilholdssted, siger rygterne. I baghaven stod en gammel ”sporvogns-diner”. Tog et par billeder og fortsatte på min vej videre i solskin på en klar blå himmel.

Dwight var den næste by. Jernbanen lå til venstre og interstate 5 til højre, mens jeg kørte gennem Illinois flade landskaber mod Dwight. Slog en blød bue gennem parcelhuskvarter i Dwights udkant. På hjørnet af Old Route 66 og hwy 17 / Mazon ave. lå en gammel Beckers Marathon Station (Ambler’s Texaco) fra 1933.

Fire røde Sky Cheif benzinpumper stod foran den hvide træbygning. Fra 1933 til 1999 sørgede tanken for benzin og er dermed den station der har holdt længst ud langs Route 66. Værkstedet er en senere tilbygning, som nu skjuler huset bagved, der oprindeligt tog imod landevejsfarere og gav dem et ly for natten.

I 2007 blev benzinstationen renoveret og huser i dag et Route 66 besøgscenter for byen Dwight. ”Besøgsstationen” havde åbent og et par ældre lokale Dwight-borgere tog imod og viste mig rundt i den lille butik. De fortalte små anekdoter fra den gang Route 66 blomstrede.

Skråt overfor Beckers Marathon Station lå en Java Route 66 Stop med friskbrygget kaffe. Et par hundrede meter længere fremme ad Old Route 66 kom på højre side Route 66 Tire & Auto med charmerende udstilling af benzinpumpe og og gamle emalje skilte på gavlen.

Dwight forsvandt lige så stille bag mig og godt 12 km senere dukkede Odell op. I udkanten lå en klassisk og nu gennemrenoveret hvid 1932 Standard Station. Stars and stripes var hejst og flagrede i vinden. Route 66 begyndte at gå i opløsning efter 2. Verdenskrig. En omfartsvej blev bygget ved Odell i 1946 og langsomt forsvandet de forskellige Route 66 servicebutikker. Denne tankstation holdt ud til 1967, men så var det slut.

Efter et mokka stop ved Old Log Cabin lige udenfor Pontiac stoppede jeg for et museumsbesøg i Pontiac. Route 66 Hall of Fame på 110 W Howard Street. Den ældre frivillige hjælper på museet, Pauline, viste mig rundt. Hun havde selv boet i Pontiac siden 1937 og fuldt Route 66s opgang og nedgang.

Pauline viste et USA kort med Route 66 og post-stempler. Et par fra Oklahoma City, hvor han var tidligere postmedarbejder havde i 1995-96 brugt to år på at besøge alle posthuse langs Route 66 og få stempler fra hvert et postkontortor. Det blev til et serienummeret tryk i begrænset oplag.

Museet havde også fået en samling på 72 nummerplader fra 72 forskellige år. Tidligere blev nummerpladen og ikke forsikringsmærket skifter på amerikanske biler. Familien fra Pontiac-området havde gemt alle de gamle nummerplader og de viste udviklingen i nummerpladerne i Illinois.

Jeg var startet tidligt og kunne mærke det havde været en lang dag, så jeg fandt et hotel i Bloomington. Byen med de 75.000 indbyggere er præget af byens universitet. Forbes udnævnte i 2008 Bloomington til den 20. klogeste by i USA baseret på indbyggernes uddannelse.

Jeg var kommet halvvejs diagonalt gennem Illinois og hvde fået den første smagsprøve på Route 66.

Hvor langt er jeg kommet?
Jeg var nået fra [A] Adams Street i Chicago til [B] Bloomington.
287 km var det blevet til.